Bornholmske kapere
Kaperne og ikke mindst de bornholmske kaperes historie har været en overset del af vores historie, men det blev der rådet bod på med en bog, som udkom i 2010. Bag bogens dramatiske titel Pirater og Patrioter gemmer sig en delvis glemt del af Danmarks historie, og undertitlen fortæller, at det handler om de bornholmske kapere 1807-1814.
En del bornholmere på vil kende til historien om kaperne, da de har været et tema for nogle af ASTE's aktiviteter i det seneste par år. (ASTE: Allinge-Gudhjems Sammenslutning af Turist- og Erhvervsvirksomheder). Men der var også kapere andre steder på øen.
I 1807 overfaldt englænderne uden krigserklæring København og overtog den danske flåde. Den danske vrede var stor, men samtidig lå Danmark åbent over for angreb fra søsiden. Kongens modtræk var at tillade kaperiet. 600 kapertilladelser blev givet, hvoraf 80 tilfaldt Bornholmske kapere. Heraf kom flere fra Allinge.
Allingeboerne var blandt de første til at kapre fjendens skibe og de var samtidig blandt de mest frygtløse og dumdristige kapere. Indtægterne fra kaperiet skabte en masse vækst og initiativer, som stadig har betydning.
I 1808 blev Christiansø angrebet på grund af den livlige kapervirksomhed, som fandt sted fra øen.
Kaperiet fandt sted mange steder i Danmark - efter flådens ran i 1807. På daværende tidspunkt holdt Danmark med Franskmændene. Den danske flåde blev af fjenden: ”Englænderne”, opfattet som en reel trussel, hvilket førte til slaget på Reden, hvor Tordenskjold udmærkede sig, men hvor Englænderne tog stort set hele den danske flåde. Efterfølgende kunne Danmark ikke håndhævde sin suverænitet til vands og man kunne heller ikke beskytte de danske handelsfartøjer. Resultatet var en stor arbejdsløshed blandt matroser men også en økonomisk afmatningsperiode. For at kunne håndhævde en vis form for suverænitet tilskyndes det private rederier og værfter at bygge og udruste mindre kaperbåde. Som fik tilladelse til at opbringe fjendens skibe. På landsplan blev der udstedt omkring 600 kongelige kaperbreve, der således var en statsautoriseret tilladelse til sørøveri.
Der opererede en lang række kaperkaptajner fra Allinge, hvilket havde en utrolig virkning på byen. Fra at have været en henslumrende soveby blev Allinge pludselig centrum for erhvervsudvikling og progressivt byggeri. Opgangstiderne skyldtes de mange penge som kaperiet genererede.
Allinge boerne var de første på Bornholm til at benytte mulighederne for at kapre fjendens skibe. Og kun et par dage efter at der var blevet givet grønt lys, men før de fik en officiel tilladelse, havde Allinge boerne taget skeen i den anden hånd og kapret 3 skibe. Alene kapringen af disse tre skibe bibragte Allinge 3-4 millioner kroner. Sidenhen var Allingeboerne meget aktive kapere og kaperiet var med til at bringe velstand til byen.
__________________________________________________________________________________________________________
På forsiden af bogen ses et af Sandvigs mest idylliske og mest malede og fotograferede motiver. Sandlinien 1, "Pilahuzed", ses til højre og bagved dette ses Strandgade 42, der huser "Ellas Konditori".
I 1913 begyndte magister Hugo Matthiessen, der var inspektør ved Nationalmuseet, at fotografere danske købstæders gamle bygninger. Han var ifølge samtidens kilder arbejdsom, sirlig, pedantisk, en stor æstet og ganske excentrisk.
Fotograferingen foregik med et trækamera fra Nellerødmanden, Jens Poul Andersen, en landsbysnedker der gik i træsko og ellers fremstillede snedkervarer, men som også kunne meget andet, blandt andet et fint kamera, med optik af egen slibning. Hugo Matthiessen fotograferede købstadsbygninger i Danmark med et sådant kamera, og efter at have fotograferet i resten af Danmark, kom han til Bornholm i september 1922. Han tilbragte et par uger på øen.
Resultatet kan ses i bogen Hugo Matthiessens Bornholm, der har et billede fra Sandvig på forsiden. Bogen, der er på mere end 230 sider, indeholder 188 fotografier med fyldige billedtekster om huse i Rønne, Hasle, Sandvig-Allinge, Gudhjem, Svaneke, Nexø og Åkirkeby
Hvis man interesserer sig for Bornholms historie og sin bys historie, er her masser at hente. Bogens forfattere er tidligere museumsleder, arkitekt Ann Vibeke Knudsen og rådgivende arkitekt Niels-Holger Larsen, og de har fået hjælp af lokalarkiver og byforeninger for Hasle-Egnen, Allinge-Sandvig, Gudhjem, Svaneke, Nexø og Åkirkeby.
Der er gode fortællinger til alle billeder om bygninger og deres nærmeste omgivelser, samt om de såkaldte væggered, bindingsværksmure, der er opført som hegn. Sådanne mure var meget sjældne i Danmark, men meget udbredte på Bornholm, hvor Matthiessen havde set dem i alle de byer, han fotograferede i.
Bag udgivelsen af bogserien Matthiesens Danmark står forlaget Hikuin, der drives af arkæolog Jens Vellev, der for nylig var i Prag for at grave Tycho Brahe op gbegrave ham igen. Som en introduktion til Matthiessens fotobøger har Hikuin udgivet særlig grundbog, der på fyldestgørende måde fortæller om fotorejserne, og om Hugo Matthiessens omfattende forfatterskab.
Bogen udsendes til medlemmerne af Bornholms Historiske Samfund, men kan også købes i boghandelen for 200 kr.
Jan Eskildsen
OOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOO
Fortælling om stenarbejdernes vandkiste ved Hammersøen
Fra "Sjøljerne" løber to små bække ned til Hammersøen. Den ene midt på søen, hvor vandet ledes under vejen gennem et rør, den anden ved den sydøstlige del af søen. Det er den bæk, det historisk drejer sig om.
For over hundrede år siden - efter at Hammerens Granitværk var etableret - kørte arbejderne ikke, de gik til deres arbejdsplads fra hele Nordbornholm.
Der var mange - i visse tider helt op til 7-800 mand.
Det sidste og nærmeste sted hvor der var rindende, rent og koldt vand - hvor arbejderne kunne fylde deres medbragte flasker, før de gik på arbejde - var denne bæk..
De tilhuggede derfor 3 store kantsten og anbragte dem derefter i bækken på en sådan måde, at vandet samledes i en kiste og løb over den bagerste kantsten, hvori var hugger en Y-formet rille, således, at vandet løb i et lille fald, hvorunder flaskerne nemt og hurtigt kunne fyldes. Og fra dette sted blev vandet (som ved den anden bæk) ledt ned under vejen gennem et rør og ud i søen.
For nylig er der udført et arbejde ved denne bæk. Med en rendegraver er bækken uddybet lidt, men således at vandet løber uden om kisten, som nu næsten ikke kan ses på grund af slam og løv. Derefter er der langs med vejen gravet en lang rende, og vandet ledes ud i denne, formentlig i den tro, at vandet gradvis siver under vejen og ud i søen.
Men det gør vandet ikke. Det bliver stående i grøfterenden på grund af det hårde lag under den gamle vej. Efterhånden danner det stillestående vand en slam -mudderagtig uskøn rendegrøft langs med denne naturskønne vej.
Stenarbejdernes vandkiste burde - til glæde for mange mennesker - genetableres på en sådan måde, at det rislende vand fra kisten ledes ud i Hammersøen gennem et rør under vejen som tidligere nævnt.
Hvis man ikke kan finde det gamle rør, eller det er ødelagt, vil det med nutidens entreprenørmateriel næppe være økonomisk uoverkommeligt at gennemføre. VH Svend.
I foråret har Tina og Torben Christensen renset op og ført vandet tilbage til det oprindelige løb over stenkisten……… så man igen får en fornemmelse af hvordan stenarbejderne kunne hente vand.