Høring vedr. Kommuneplan 2009

 

 

Sandvig Borgerforening vil gerne tilkendegive sin holdning til en del af Kommuneplan 2009

 

Vi finder det væsentligt og godt at kommuneplanen lægger op til at de eksisterende historiske bymiljøer bevares ved

 

 

-          at bornholmsk byggeri skal være kendetegnet ved høj arkitektonisk og håndværksmæssig standard, tilpasset de bymiljøer og de landskaber det indgår i.

 

-          at nyt byggeri og nye anlæg udformes med fokus på arkitektur, miljø og energihensyn samt tilgængelighed.

 

 

Vi anbefaler at den 11 meter byggelinje i det kystnære område i Sandvig nedsættes og at fremtidig bebyggelse tilpasses den terrænstigning der kendetegner Sandvig, hvor man fra søsiden kan se husene krybe op over bakkerne.

 

Der arbejdes i Kommuneplanen med forskellige byggehøjder i forskellige områder af Sandvig. På Sandvig Borgerforenings Generalforsamlingen blev man enige om at pege på at en højde på 8.5 m vil være passende for bebyggelse i Sandvig.

Ved områder som Strandpromenaden og det nye byudviklingsområde ved Langebjergvej må byggehøjden og byggetætheden dog ikke spærre for udsigterne til Sandvig Strand, Hammerknuden og Opalsøen.

De nævnte steder kendetegner Sandvigs unikke beliggenhed og kan betragtes som et fælles gode til glæde for alle byens borgere og turister. (Forslag til kommuneplan 2009 - 410 Sandvig turisme-udvikling s.174 og forsidens kort med området markeret som Byudviklingsområde-helårsboliger)

 

Idet vi vil sikre os at Kommuneplanens intentioner skal have en mening, henstiller vi til Regionskommunen at man tilkalder sagkyndig bistand ved f.eks. at genindsætte Kulturmiljørådet til at foretage en uvildig faglig vurdering af hvordan nye byggerier eller ombygninger kommer til at ændre eller påvirke de omkringliggende områder – ikke kun set isoleret i forhold til naboer men også i sammenhæng med hele byen. Vi synes ikke det er nok at Regionskommunen skønner, idet både Sandvig og de omkringliggende naturområder er sårbare overfor radikale ændringer i bymiljøet.

 

Ombygninger/renovering af ældre huse

Der skal selvfølgelig være mulighed for dispensation, således at en ombygning kan leve op til nutidens krav om eksempelvis loftshøjde og lysindfald, dog med respekt for den oprindelige byggestil.

 

Områdefornyelse: Strandpromenaden og Bølgebadet

I 2005 igangsætter Regionskommunen et områdefornyelsesprojekt i Sandvig. Projektet planlægges og udføres i dialog med borgere og erhvervsliv og det afsluttes i 2011.

(se Forslag til Kommuneplan 2009, 410-Sandvig s.174)

 

Den sidste etape af projektet er fornyelse af Strandpromenaden. Såfremt den planlagte nedrivning af Bølgebadet iværksættes anbefaler vi Regionskommunen:

  • at reetablering af området med service faciliteter indgår i planerne for fornyelse af Strandpromenaden således at der skabes en helhed langs hele strandkanten.
  • at reetablering af området fremtræder som en integreret del af Sandvig Strand dvs. reetablering af klitområder som både bryder vinden og forhindrer sandflugt.
  • at service byggeriets arkitektur og byggemateriale står i harmoni/dialog med Hammerknudens unikke natur.
  • at der tages hensyn til den kulturhistoriske arv, Sandlinien, når der planlægges placering og byggehøjde af servicebygninger.

 

Yderlige vil vi gøre opmærksom på, at på kortet fremtræder Bølgebadet som om det står i en slags ingenmandsland; hverken som en del af byzonen eller strandbeskyttelseszonen. (jf. Kommuneplan 2009, forsiden af 410 Sandvig)

 

Idet vi forsøger at tilgodese borgere, erhvervsliv, kulturarv og natur håber vi at Regionskommunen vil se positivt på vores henstillinger og forslag.

 

 

 

 

På vegne af Sandvig Borgerforening

Sandvig, den 20. maj 2010

 

 

 

Steffen Anker, formand                                                       Sus Dahl Pedersen og  Barbara Sørensen

Strandvejen 63, Sandvig                                                      medlemmer af Sandvig Borgerforening

3770 Allinge